NERV

Metode

Hvordan ved I, at det virker?

Vi ved det ikke, før forskellen er større end den støj, målingen selv laver. Hvordan vi kommer dertil: panelet ligger fast, vi sammenligner med virksomheder der ikke fik behandlingen, og usikkerheden regnes ud, før noget kaldes en effekt. Virker det ikke, siger vi det.

Denne side er skrevet, så en skeptiker kan finde hullerne. Det er med vilje: hvis metoden ikke tåler at blive læst, holder resultaterne heller ikke.

Trin 1

Et panel, der ikke må flytte sig

Målingen består af et sæt spørgsmål, som stilles til flere sprogmodeller, og en registrering af, om virksomheden nævnes i svaret. Spørgsmålene aftales én gang og ændres derefter ikke. Temperaturen sættes til nul, så modellen svarer så ensartet, den kan.

Grunden er banal, men den vælter de fleste målinger, man ser: ændrer man spørgsmålet mellem to kørsler, måler man både sit eget arbejde og det nye spørgsmål på én gang, og man kan ikke skille de to ad bagefter. Et fast panel er den billigste ting, man kan gøre, for at et før-og-efter overhovedet betyder noget.

Prisen er, at panelet også bliver forældet. Skifter branchens sprog, måler man noget, ingen længere spørger om. Derfor gennemgås panelet en gang om året — og et skift bryder sammenligneligheden, hvilket vi så skriver i rapporten i stedet for at lade som ingenting.

Trin 2

Sammenlignet med hvad?

En virksomhed, der gik fra at blive nævnt i to ud af ni svar til fire ud af ni, kan have gjort noget rigtigt. Den kan også bare have været heldig, eller have nydt godt af, at hele branchen blev mere synlig samtidig. Uden en sammenligningsgruppe kan man ikke se forskel.

Derfor måles der også på virksomheder, der ikke er i gang. Forskellen mellem de to gruppers udvikling — ikke deres niveau — er det, der kan tilskrives arbejdet. Det er en difference-in-differences-beregning, og den er kun gyldig, hvis de to grupper fulgtes ad, før arbejdet gik i gang. Det tjekkes, og det vises.

Vi bruger Callaway–Sant’Anna-estimatoren, fordi kunder ikke starter samtidig. Den klassiske to-vejs faste effekter-model giver skæve resultater, når behandlingen sker på forskellige tidspunkter, og det er præcis den situation, et kundeforløb er.

Trin 3

Hvor sikkert er det så?

Antallet af virksomheder i en sådan analyse er lille. Det er den ubehagelige sandhed ved al måling i den her branche: man har ikke tusindvis af observationer, man har måske tyve. Standardformlerne for usikkerhed antager, at man har mange, og de giver derfor for smalle intervaller, når man ikke har.

Vi bruger wild cluster bootstrap, som er lavet til netop det problem: få grupper, korreleret støj indenfor hver gruppe. Resultatet er bredere intervaller end den naive beregning ville give — altså mere forsigtige konklusioner, ikke mere imponerende.

Grænserne

Hvad metoden ikke kan

Den kan ikke vise, at en model vil nævne dig i morgen. Sprogmodeller opdateres uden varsel, og en opdatering kan flytte alt på én gang, for alle. Når det sker, ses det i sammenligningsgruppen også, og så siger vi, at det skete — men vi kan ikke forudsige det.

Den kan ikke koble en omtale direkte til en ordre. AI-henvist trafik ankommer sjældent mærket, og alt, hvad nogen fortæller dig om præcis attribution her, er på tynd is. Vi måler omtale, ikke omsætning, og vi skriver det sådan.

Og den kan ikke sige noget meningsfuldt efter én måned. Hvis du har brug for et tal at vise frem om fire uger, er det her ikke det rigtige køb.

Vores eget resultat

Vi scorer 9 ud af 14 på vores egen test

Det samme tjek, vi kører på dine sider, kører vi på vores egne. Målt21. august 2026 scorer usenerv.com 9 ud af14 på agent-parathed. Du kan efterprøve det selv: adressen er offentlig, og tjekket er gratis.

Vi kunne nå tretten ud af fjorten i eftermiddag. Det ville kræve, at vi lagde fire filer op, som fortæller AI-agenter, at vi har et login-system, vi ikke har. Agenter, der tror på dem, ville forsøge at logge ind mod adresser, der ikke findes, og gå i stå. Det er præcis den fejl, vi bliver betalt for at finde hos andre.

Det, vi består

robots.txt
Filen findes, og AI-agenter nævnes ved navn i stedet for kun at være omfattet af en stjerne.
Sitemap
robots.txt henviser til den, og den svarer.
llms.txt
Et kort over sidens indhold, skrevet til sprogmodeller. Måles, men tæller ikke med i de fjorten.
Link-header
Hver side henviser til llms.txt i sin HTTP-header, så en agent ikke skal hente HTML for at finde den.
Signeret crawler
NervBot underskriver sine forespørgsler, og den offentlige nøgle ligger på sitet. Se /bot.
API-katalog
Ét rigtigt, offentligt API beskrevet maskinlæsbart: selve tjekket.
MCP-server
Tjekket kan kaldes som værktøj fra en AI-assistent. Serveren findes og svarer.
Markdown-forhandling
Beder en agent om text/markdown, sender vi den videre til den rene markdown-udgave af siden. Så slipper den for at rense HTML for menu og fodnoter først.
Agent-skills
Én færdighed, og den er ægte: hvordan man kalder tjekket, og hvordan man læser svaret. Filen beskriver ikke andet end det, der findes.

Det, vi med vilje ikke består

Fire checks kan kun bestås ved at udgive et dokument, der ikke passer. Vi lader dem stå som fejl, og her står hvorfor, så du kan være uenig med os på et oplyst grundlag.

OpenID Connect
Dokumentet siger, at vi driver en identitetsudbyder. Det gør vi ikke.
OAuth-servere (to checks)
De samme to filer lover et login-flow mod adresser, der ikke findes. En agent, der tror på dem, går i stå.
auth.md
Beskriver en godkendelsesmetode, vi ikke har.

Det, vi ikke er nået til

Én check er ærlig nok at bestå, men ikke færdig. Den er ikke undskyldt, den er bare ikke lavet endnu, og den står her, så listen ovenfor ikke kommer til at lyde som en fuld forklaring.

DNS-AID
Standarden er et udkast, og formatet på det dokument, opslaget peger på, er ikke fastlagt. Vi udgiver ikke et vejskilt til noget, vi selv har fundet på formatet for.

Vil du se målingen på din egen side?

Det gratis tjek er den halvdel af målingen, der handler om din egen side, og den kan du køre nu. Promptpanelet er den anden halvdel, og det kræver en aftale, fordi spørgsmålene skal fastlægges, før den første måling giver mening.